|
Pottetræning
for spædbørn
Hvordan
man får en blefri baby
© copyright
2000-2008 Laurie Boucke
Har du nogensinde
tænkt på hvordan børn blev pottetrænet i gamle
dage, før man begyndte at bruge bleer? Eller på hvordan
de bliver pottetrænet i de lande hvor man ikke bruger bleer i
dag? Et stigende antal mødre er begyndt at bruge "Pottetræning
for spædbørn" (PTS) med deres børn – en
metode som ligner den måde kvinder over hele verden gennem århundreder
har håndteret deres børns elimination på (udtrykket
'elimination' er på både engelsk og dansk en samlet betegnelse
for afføring og vandladning – o.a.).
Det er vigtigt
fra starten at understrege at PTS handler om at arbejde med *spædbørn*
(i modsætning til små børn på 2 eller 3 år)
hen imod at opnå det som kaldes 'renlighed'. Det ideelle tidspunkt
at starte er et sted mellem fødslen og når barnet er 4-5
måneder.
Der findes ikke
noget udtryk som helt præcist beskriver “pottetræning
for spædbørn” som en helhed, eftersom a) et spædbarn
ikke kan sidde på en potte, og b) processen svarer til et samarbejde
(mellem dig og dit barn) og handler mere om at være tæt
knyttet til sit barn end om reel træning. Med andre ord handler
PTS egentlig om kommunikation og reaktionsevne. Det har ikke meget
at gøre med det vi normalt kalder 'træning'. Kommunikation
er nøgleordet til at knytte forbindelse med dit barn omkring
elimination.
Det måske
mest unikke og karakteristiske ved denne metode er at forældre
typisk begynder at arbejde med barnet før det kan overhovedet
kan sidde. I stedet for at begynde at undersøge hvordan man
pottetræner omkring det tidspunkt hvor barnet tager sine første
skridt, er forældrene allerede i gang med at overveje denne mulighed
under graviditeten eller i de første uger/måneder efter
fødslen.
Jeg har valgt at kalde denne metode “pottetræning for spædbørn” Der
findes andre udtryk, såsom “elimination communication” (på dansk
eliminations-kommunikation). Denne hjemmeside kan give dig al den elementære
information, og hvis du gerne vil vide mere er dette titlerne på de
to bøger, jeg har skrevet: “Infant Potty Training: A Gentle
and Primeval Method Adapted to Modern Living” (på dansk "Pottetræning
for spædbørn: en blid og ældgammel metode tilpasset
moderne vilkår“, 380 sider), den mest omfattende bog om emnet;
og “Infant Potty Basics: With or Without Diapers... The Natural
way” (på dansk “Elementære teknikker til pottetræning
for spædbørn: med eller uden bleer... på den naturlige
måde",110 sider). Disse bøger forefindes kun på engelsk.
Klik på billederne for flere detaljer på engelsk.
|
|
 |
Filosofien
bag
Spædbørn
er klogere end vi tror! Folk begår tit den store fejl at antage
at nyfødte ikke er klar over at de 'går på toilettet'.
Vi tror at spædbørn er ude af stand til at lære
at 'gå på toilettet' fordi de er så små og
ukoordinerede, og fordi de ikke kan gå eller tale. Et spædbarn
er hjælpeløst på så mange måder at det
er svært for folk i Vesten at forestille sig, at sådan
et lillebitte væsen er klar over at det tisser eller laver. Det
er endnu sværere for os at forestille os at et spædbarn
har nogen som helst kontrol over sin elimination. På grund af
vores forudindtagethed og indskrænkede opfattelse lærer
vi vores børn at være ligeglade med at gøre i bleen.
Kort sagt lærer vi vores børn at bruge deres ble som et
toilet.
Et normalt og sundt barn er i høj grad opmærksom på sine
kropsfunktioner vedrørende elimination og kan lære at reagere
på dem fra den tidlige spædbarnsalder. Ved at bruge bleer
betinger vi spædbarnet til at 'gøre' i dem. Senere skal
barnet så aflære denne træning. Dette kan være
forvirrende og en traumatisk oplevelse for barnet.
Spædbarnet
gør sit bedste for at kommunikere sin opmærksomhed på sit
behov til dig, men hvis du ikke lytter vil det holde op med at kommunikere
det og gradvist miste følingen med sine eliminations-funktioner.
Han vil blive betinget til at være ligeglad og lære at
du vil have at han skal bruge sin ble som toilet.
Pottetræning
for spædbørn er ikke bare stort set ukendt i USA (og i
Danmark – o.a.) – det forekommer også mange at være
besværligt. Men med meget få undtagelser er pottetræning
per definition besværligt uanset hvordan man gør det.
Hvis man venter på at barnet skal lære det selv i en alder
af 2, 3, 4 år eller ældre, udsættes både barnet
og forældrene for flere års ble-skiftninger (for ikke at
tale om evt. vask af stof-bleer, brug af vaskeservietter og andre midler
til rengøring af barnet og bleerne).
Bleer, især
engangs-bleer, er en midlertidig måde at håndtere toilet-problematikken
på. Vi forsøger at “stoppe” vores børns
'affalds-system' med bleer på samme måde som vi midlertidigt
stopper et utæt vandrør. Hvor mange forældre har
tænkt over hvorvidt dette er den mest hygiejniske løsning
for barnet? Hvor mange forældre bekymrer sig over bleernes påvirkning
af miljøet? Hvor mange ville være interesserede, hvis
de vidste at der fandtes et alternativ til fuldtids-brug af bleer?
Hvem
kan bruge denne metode?
Forældre
til spædbørn, vordende forældre, bedsteforældre,
børnepassere og andre som er interesserede i på en kærlig
og tålmodig måde at samarbejde med et spædbarn hen
imod at opnå renlighed i den tidligst mulige alder. “Spædbarn” er
kodeordet her, i modsætning til “småbarn” idet
en omsorgsperson begynder at arbejde sammen med et spædbarn som
et team i de tidligste måneder efter fødslen. Pottetræning
for spædbørn bruges bedst af:
- en forælder som
passer sit barn selv i mindst det første eller 2 første år
af barnets liv
- en forælder som
arbejder, men som har en eller flere pålidelige hjælpere
såsom familie-medlemmer, børnepassere eller venner
Hvad
kræver det?
Tid, opmærksomhed og tålmodighed. Hvis ikke du kan afsætte
disse, eller arrangere at få den assistance du måske har
brug for, er dette ikke en metode for dig og dit barn. Men hvis denne
metode giver mening for dig, hvis det 'klinger rigtigt', så gør
det! Det skader ikke at prøve, og hvis det ikke fungerer kan du
altid gå tilbage til fuldtids ble-brug.
Hvornår
starter jeg?
Det ideelle tidspunkt at starte på er når som helst mellem
fødslen og når barnet er 4-5 måneder gammelt. På et
tidspunkt i løbet af disse måneder er der en følsom
periode hvor indlæring er mulig.
Hvor
længe tager det?
Den gennemsnitlige alder for opnået renlighed i Vesten er omkring
2 år, men børn har rimelig kontrol over deres elimination
mange måneder før dette.
Er det forsvarligt?
Selvfølgelig - såfremt forældrene har den rette indstilling.
De skal være afslappede og positive omkring samarbejdet med deres
børn. Forældrene skal være tålmodige og nænsomme;
observere og reagere på barnets signaler i tide når det er
muligt; og tilbyde behørig og kærlig støtte mens
de holder deres børn. Dette er ikke en afstraffende metode. Straf,
vrede og kontrol er IKKE en del af denne metode. Bemærk at den
er forskellig fra den barske "tidlige pottetræning" anvendt
i vestlige lande indtil 1950´erne.
Virker
det virkelig?
Ja, men ikke uden en indsats. Man kommer ikke sovende til succes. Det
kræver mindst én engageret voksen og flere måneders
ihærdighed at gennemføre pottetræning for spædbørn.
Fra begyndelsen er der sjove og spændende daglige belønninger
for både omsorgspersonen og barnet. Barnets kommunikation bliver
anerkendt og opmuntret. Forældrene er forbløffede over graden
af barnets bevidsthed og er henrykte når det signalerer og reagerer
så let og naturligt.
Er
det nødvendigt at mit barn er nøgent?
Dette er ikke et krav. Mange forældre giver deres børn bleer
eller blebukser på mellem potte- eller toilet-besøgene,
mens andre foretrækker at lade deres barn være nøgent
eller have bar mås det meste af tiden. Kort sagt er det et spørgsmål
om hvad man foretrækker.
En
vidunderlig opdagelse (Mine oplevelser med PTS)
Mine to første børn blev pottetrænet på den
konventionelle måde. Da min tredie søn blev født
gøs jeg ved tanken om endnu en omgang konventionel pottetræning
hvilket ville indebære flere års brug af bleer, og begyndte
at lede efter et bedre alternativ.
Jeg lærte
grundlaget til en alternativ teknik af en indisk dame som besøgte
os. Hun var skrækslagen, da jeg fortalte hende hvordan vi i Vesten
håndterer "affalds-problemet" og forklarede mig at
der ikke er nogen grund til at bruge "stoffet" med mindre
et spædbarn er "sygt i maven", har feber eller væder
sengen de fleste nætter. Jeg havde været i Indien flere
gange og set familier lade deres børn tisse og lave rundt omkring
på landet, men jeg havde ikke været opmærksom. Som
så mange andre antog jeg fejlagtigt at vesterlændinge ikke
kunne anvende denne teknik.
Jeg bad min
nye veninde om at fortælle mig mere og lære mig at holde
min søn og få ham til at 'gøre' for mig, hvilket
hun gjorde gladeligt og uden megen indsats. Jeg var tryllebundet mens
jeg så hende kommunikere med min lillebitte 3 måneder gamle
søn, som på en eller anden måde instinktivt vidste
hvad hun ville have ham til at gøre. Jeg kan kun beskrive udvekslingen
og den øjeblikkelige forståelse mellem dem - en fremmed
og et spædbarn - som en vidunderlig opdagelse.
Jeg anvendte
den teknik hun havde demonstreret, idet jeg ændrede den ganske
lidt og tilpassede den en vestlig livsstil, og fandt den langt overlegen
til konventionel pottetræning. Fra den dag jeg begyndte at arbejde
med min 3 måneder gamle søn havde han sjældent brug
for en ble, dag eller nat. Han forblev tør det meste af dagen
da han var 18 måneder og var helt renlig da han var 25 måneder.

Anskuelse
og kilder
Pottetræning for spædbørn begynder med betingning
og kan gribes an på en rationel og videnskabelig måde, såvel
som en intuitiv og spirituel måde, eller en kombination af begge,
afhængigt af hvad der fungerer bedst for dig og dit barn. Den rationelle
fremgangsmåde involverer timing og observation af eliminations-mønstre
samt barnets kropssprog. Den mere spirituelle fremgangsmåde involverer
intuition og at "stille ind" på dit barn på mere
subtile måder.
Husk, det er
et samarbejde - noget I gør sammen ved hjælp af nærhed
og tillidsfuld kommunikation. Det er ikke noget du gør ved dit
barn, og det er ikke noget dit barn kan gøre uden dig. Hvis
du er villig og i stand til det, og hvis dit barn er sundt og raskt,
er dit barn klar til dig.
Pottetræning
for spædbørn er baseret på en teknik i eliminations-træning
brugt i det meste af Asien og det landlige Afrika syd for Sahara. Metoden
er blevet tilpasset den vestlige livsstil på forskellige måder,
inklusive brugen af en håndvask, potte, toilet eller anden beholder;
variationer i eliminations-stillinger; og, hvor det er ønsket,
deltids-brug af bleer.
Synopsis
af metoden
1.
Observation
Læg dit barn uden ble på et behageligt, varmt og sikkert
sted, og observer det:
a) timing
(hvor længe og hvor tit eliminerer barnet efter at have spist
eller være vågnet)
b) kropssprog (såsom at vride sig eller lave grimasser under
afføring)
c) lyde (såsom grynten under afføring)
Dette kan også gøres i en slynge. Faktisk er det at
bære sit barn en af de bedste måder at blive bekendt
med dit barns eliminations-timing og -mønstre, eftersom du
med det samme ved det, når barnet 'gør'. Det er specielt
fordelagtigt i et køligt klima eller i rum uden ordentlig
opvarmning. Nogle mødre bærer deres børn nøgne
i slyngen, hud mod hud, hvilket holder barnets kropstemperatur konstant.
Hvis du ønsker det, kan du have en stofble under dit barn
mens du bærer det i slyngen. Det er selvfølgelig ikke
et krav at barnet skal være nøgent i slyngen. Du vil
vide når barnet eliminerer, selvom det har tøj og/eller
en stofble på, uden vandtæt yderlag.
2. Forventning eller intuition
Forudse
hvornår dit barn skal tisse og lav en vandagtig lyd, som "sssss" i
det øjeblik. Alternativt, hvis dit barn begynder at tisse
mens du observerer det, lav "sssss"-lyden med det samme.
I løbet af et par dage vil dit barn forbinde denne lyd med
elimination.
3. Stilling og toilet-sted
Når
du tror dit spædbarn skal eliminere, hold det blidt og på en
sikker måde over dit foretrukne toilet-sted mens du giver
det et lydsignal ("sssss" eller hvilken lyd/hvilke ord
du foretrækker). Dit barn vil snart forbinde lyden, stillingen
og stedet med elimination. Brug et hvilket som helst sted og beholder,
som føles mest behageligt og er nemmest. For eksempel håndvasken,
en skål eller udendørs. Større spædbørn
kan sidde mellem dine ben på toilettet.
4. Kommunikation mellem mor og spædbarn
Fra nu af
skal du lægge nøje mærke til dit barns timing
og signaler. Når du tror barnet skal eliminere, så hold
det i stilling og giv dit signal. Hvis det næsten er tid
til at de skal, er spædbørn i stand til at afslappe
ringmusklerne når de modtager dine signaler.
Hvordan ved jeg at mit barn har brug for at eliminere?
Du kan vide om dit barn har brug for at eliminere ved et eller flere
af følgende:
- Timing (efter uret)
- Barnets signaler (lyde
eller kropssprog)
- Eliminations-mønstre
(i relation til måltider, opvågning etc)
- Intuition og instinkt
Hvordan klæder
jeg mit barn på for at opnå de bedste resultater?
Der er to forhold der skal tages hensyn til og som skal afbalanceres:
- Individuelle omstændigheder
såsom klima, livsstil, helbred at samfundsmæssigt pres
- Det faktum at jo færre
lag tøj barnet har på, jo lettere er det for både
dig og dit barn at a) knytte bånd til hinanden og b) lære
at kommunikere vedrørende elimination. Det er lettere at læse
og reagere på kropssprog og andre signaler fra et barn som
er upåklædt, har bar mås eller på anden måde
'let tilgængelig'. At bære barnet i en slynge hjælper
også, idet I er bedre i stand til at være synkroniserede.
Den ideelle
situation (ikke altid mulig eller ønskværdig) er at barnet
kan være upåklædt eller have bar mås. Hvis
dette ikke er en mulighed, så:
- Stræb efter at iklæde
barnet så få lag tøj som muligt
- Brug tøj som kan
fjernes hurtigt og nemt (undgå spænder, knapper, etc.)
Der er mange
forskellige måder at klæde sit barn for at opnå let
tilgængelighed. Vær kreativ og tilpas til Jeres situation
og barnets forskellige udviklings-stadier. Mange mødre foretrækker
at sy deres eget børnetøj. Ud over at bruge bleer som
back-up, er her et par forslag:
- Poquito Pants (på dansk:
små bukser), specielt lavet til at passe til enhver størrelse
spædbarn http://www.wonderbabydesigns.com/
- Til nyfødte, "baby-pose" pyjamas,
som bindes i bunden under fødderne
- Lang t-shirt eller kjole
(den optimale længde varierer efter barnets mobilitet)
- Shorts eller bukser i
strækstof (frotte, bomuldsstrik eller uldstrik) med elastik
i taljen
- Training pants
- Kinesisk babytøj
med åbent skridt; fås hos http://www.weebees.com og Discrete
Chinese Pants (diskrete kinesiske bukser), som fås hos www.mummysmilk/com.shop/crotchlesspants.html
Fordele ved pottetræning for spædbørn
De tre store vindere er barn, forældre og miljøet. Her er
en mere komplet liste over fordelene ved pottetræning for spædbørn:
- Forstærker båndet
mellem forældre og barn gennem nærhed, naturlig kommunikation
og kærlig tålmodighed.
- Reagerer på børns
naturlige eliminations-kommunikation og timing.
- Gør brug af den
første indlæringsmulighed (følsomme periode)
for pottetræning.
- Beskytter miljøet
ved at bevare træer og spare vand, benzin og lossepladser.
- Reducerer drastisk, eller
overflødiggør, brug af bleer.
- Gør det muligt
for børn at opnå rimelig kontrol ved 12-18 måneders
alderen.
- Lader barnet blive renligt
i en relativt ung alder (omkring 2 år).
- Lader barnet fri af bleer
og alle de negative associationer (bylt/bule mellem benene, kemikalier
etc.).
- Undgår/forhindrer
enurese (sengevædning).
- Forebygger ble-udslæt.
- Giver hygiejnisk respekt
for dit barn.
- Undgår pinlige "uheld" for
småbørn.
- Gør det muligt
for far eller andre betroede at knytte bånd til og kommunikere
med barnet.
- Giver store besparelser
på bleer og vaske-omkostninger.
- Lader barnet være
i kontakt med sin krop.
- Reducerer risikoen for
urinvejs-infektioner.
Hvad med børn
på 6 måneder eller ældre - er det for sent?
Mange forældre er startet ved 6, 9 eller endda 12-måneders
alderen, og har klaret sig fint med nogle små justeringer. Det
er som regel sværere at starte med et mobilt barn som er blevet "trænet" til
at eliminere i bleen, eller som bruger engangsbleer og derfor ikke forbinder
følelsen af at blive våd med elimination. Det afhænger
mest af din overbevisning. Hvis denne metode klinger for dig, hvis du
føler at det er det rigtige for dig og dit barn, og hvis dit sunde
barn kan lide det er det sandelig et forsøg værd! Så længe
der ikke er nogle større ændringer i Jeres familie eller
helbred er du i stand til at være åben og modtagelig for
dit barns eliminations-kommunikation.
En anden faktor
som skal inkluderes i overvejelser er at der ikke er en fast afskærings-alder
hvor alle børn mister følingen med deres eliminations-funktioner.
Hvert barn er unikt og udvikler sig på sin egen måde. Der
findes forældre som har hørt om PTS eller som er startet
på andre pottetræningsmetoder når deres børn
var 6-12 måneder, 2 år eller endnu ældre, og som
er blevet begejstrede over at finde ud af at deres små var klar,
modtagelige og kommunikative omkring pottetræning ved disse aldre.
Kort sagt er indlæringsvinduet stadig åbent og tilgængeligt
hos nogle ældre småbørn. Uanset hvad alder dit barn
har når du først hører om PTS anbefaler jeg som
oftest forældre at give denne blide og omsorgsfulde metode et
forsøg i et par uger, og derefter vurdere hvorvidt de vil fortsætte.
Klik her for at læse mine mere detaljerede artikler og tips til
hvordan man kan arbejde med børn over 6 måneder (på engelsk
- o.a.)
Late Starters
Spørgsmål?
Kontakt mig!
Jeg hedder Laurie Boucke, og du kan e-maile mig på engelsk, fransk
eller hollandsk på adressen: 
Klik here for
at se bogen "Infant Potty Training"
Klik here for at se bogen "Infant Potty Basics"
Klik here for at se DVD "Potty
Whispering"
© copyright 2000-2008
Materiale fra denne artikel må ikke gengives uden skriftlig tilladelse.
Oversat af: Sisse Holmstrup Gerdsen
|